Forfatteren


Peter Øvig Knudsen, født 1961, journalist og forfatter. 
Som journalist har Peter Øvig arbejdet på månedsbladet Press, på Dagbladet Information og senest på Weekendavisen. Siden 2003 har han arbejdet som fri forfatter.

Peter Øvig har skrevet en række bøger, bl.a. Børn skal ikke lege under fuldmånen (1995), Min generation (1997), Passioner (1998), Efter drabet (2001), romanen Hilsner fra klovnen (2003), Birkedal (2004) og tobinds-værket Blekingegadebanden (2007).

I 1996 lavede Peter Øvig sammen med Lars von Trier tv-eksperimentet Marathon for Danmarks Radio, otte 24 timers interview med bl.a. Pia Kjærsgaard, Jens Okking, Anne Marie Helger og Ali Hamann. I 2003 instruerede han sammen med Morten Henriksen dokumentarfilmen Med ret til at dræbe, baseret på 'Efter drabet'.

Peter Øvig modtog i 2004 Rosenkjærprisen fra Danmarks Radio for sine to bøger om besættelsestiden. I sin begrundelse kaldte radiodirektør Leif Lønsmann prismodtageren for "en af de største nulevende formidlere af den nyere danske historie." Læs mere om Rosenkjærprisen og hør de radioforedrag, Peter Øvig kvitterede med her på Danmarks Radios hjemmeside. Du kan også downloade foredragene som podcast. 

Som forfatter af bøgerne om Blekingegadebanden har Peter Øvig bl.a. modtaget Cavling-prisen, Montanas Litteraturpris, Læsernes Bogpris, Den Berlingske Journalistpris samt prisen for 'Årets Historiske Bog' fra Dansk Historisk Fællesråd.
I sin begrundelse for at tildele Den Berlingske Journalistpris sagde redaktør Lasse Jensen fra priskomitéen, at prisen blev tildelt "for gennem konsekvent researcharbejde og med en klar fortælleglæde at have skabt journalistik, der på fremragende vis kaster nyt lys over den nære og lidt fjernere nutidshistorie ... Langtidsholdbar journalistik, spændende som en kriminalroman." 
Undersider (2): CV Interview